Vores tidligere formand Karen Østergaard her skrevet lidt på Stenvennernes historie – Karens historie stopper, da hun træder af som formand. Karens historie starter med et kort forord – jeg ved ikke om Photo Gallery virker på fotos/billeder efter de er lagt på hjemmesiden.
Her kommer Karen Østergårds historie:
Forord
Langt de fleste fotos er taget af Søren Østergaard.
Nogle af dem var i miserabel stand og er trods retouchering stadig dårlige. Men de er kommet med, da der ikke var andre fra den periode.
Hvis man har Photo Gallery, kan man ved at klikke på billedet få person tags frem, hvad der er ganske nyttigt ved gruppebilleder. Der er også sat navne på billederne, i det omfang, det er muligt. Og desuden lidt tekst om turene.
Jeg har forsøgt at sætte navne på efter hukommelse og deltagerlister. I er velkomne til at rette og bidrage med yderligere oplysninger.
Og så håber jeg, at andre vil bidrage.
God fornøjelse
Karen Østergaard / boegebakken@os.dk
Stenvennernes historie frem til 2001
Det hele startede med en lille notits i ”Varv” i nr.1, 1969.
”Kitty Jørgensen, Edvard Madsen, Edvard Poulsen og Erik Saxtorph ville gerne bytte sten med andre amatørsamlere.”
I 1972 blev der indkaldt til stiftende generalforsamling for en forening, hvor man under hyggelige former kunne slibe sten, udbygge sin samling og udvide sit kendskab til stenenes verden. Der kom 27 personer og foreningen blev stiftet.
Den første bestyrelse bestod af: Kitty Jørgensen, Erik Saxtorph, Lilly Friis og Per Theilgaard.
Klubemblemet blev tegnet af Niels Østergaard Knudsen, som også sammen med Erik Saxtorph barslede med ”Lapidomanen”.
Der var store problemer med at finde egnede lokaler.
De første møder blev holdt i menighedshuset i Lyngby.
Fra 1974-77 på 1. sal på Bülowsvej 34 på Frederiksberg.
1977-1996 på skolen i Duntzfelts Alle i Gentofte Kommune.
Og fra 1996 – 2014 på Gladsaxe Ungdomsskole.
Fra 2014 på Mørkhøj Bibliotek i Gladsaxe.
I 1981, da Søren og jeg blev medlemmer, lå medlemstallet på 233. Den første aften vi kom ind i klubben, som dengang holdt til i skolen på Duntzfelts Alle, blev vi omgående shanghajet til en tur til Sauerland. På det tidspunkt var Doris Ingemann Rasmussen blevet formand og Inger Bohn næstformand. Intetanende stillede vi så op en tidlig morgen på Glostrup Station. Her er så vi en flok mennesker, der så ud, som skulle de på overlevelsestur. De var bevæbnet med mukkerter, store hamre og sikkerhedshjelme.
Undervejs ned gennem Tyskland begyndte de lige pludselig at klappe i hænderne og juble. Vi blev noget bekymrede, hvad havde vi rodet os ud i? Og lige pludselig rejste formanden sig op, stor og mægtig og skreg: HAR VI DET IKKE GODT? Vi fandt senere ud af, at vi var kørt forbi et stenbrud og at de mange måneders manglende besøg på sådan et sted havde resulteret i en form for abstinenser.
Og så gik det ellers over stok og sten. Vi havde aldrig været på stentur før, så vi samlede alt, hvad der så pænt ud. Vi boede på hotel i Paderborn og da vi efter flere dages besøg i miner og stenbrud skulle pakke, fik vi alle besked om at stille op på fortovet foran hotellet med alt, det vi havde fundet. Og så gik ellers formand og næstformand ned langs fortovet og pegede: Dur- dur ikke. Og så måtte vi efterlade det, der ikke var blevet godkendt. Bussen skulle jo kunne køre hjem.
Vi blev så begejstret, at vi samme sommer tog med på en tur til Finland.
Her medbragte Doris og Johannes køkkenvogn med dybfrosne madvarer, som blev spist efterhånden, som de tøede op, så vi var selvforsynede på hele turen. De havde et fantastisk organisationstalent.
Vi fandt turmalin i Happaluomi, grønne granater i Outukumpu og blandt de helt store oplevelser var et besøg i spektrolit brudene i Ylamaa. Vi drømte i farver om natten, når vi da endelig faldt i sø Meget fik vi jo ikke sovet, det var jo så lyst og vi sad jo længe oppe og snakkede. Til gengæld sov hele flokken efter 5 minutters køretur, så vi kom så at sige sovende igennem Finland.
De var et formidabelt team, Doris Ingeman Rasmussen og Inger Bohn, for ikke at forglemme tillægsgevinsten, formandens mand Johannes. Før turen kørte de ned til områderne, tog kontakt til de lokale, så vi kunne komme ind og de vidste en masse om, hvor vi skulle hen og hvad vi skulle finde. De dannede team i mange år og lavede nogle fantastiske ture.
En anden uforglemmelig tur gik til Idar- Oberstein med de vidunderlige museer og spændende besøg i Eifel området. Også her besøgte vi de lokale. Vi boede på fint hotel, hvad der mere var en undtagelse end en regel. Det gjorde et dybt indtryk på os, at vi først den sidste morgen opdagede den gratis champagne på morgenbordet.
Også Laurion i Grækenland var en favorit. Dengang kunne man stadig finde noget, og mange smukke azurit og malakit stykker blev hjembragt. Nogle blev nærmest afhængige af Laurion og måtte derned år efter år.
Gennem mange år havde vi et godt samarbejde med stenklubben i Helsingborg. De havde en elskelig formand, Olle Hagblom, og vi skiftedes til at arrangere ture til alles fornøjelse. På vores ture deltog også medlemmer fra andre stenklubber og det var rigtig hyggeligt at møde dem.
Gennem årene blev det til mange og spændende ture til Sverige og Gotland, Norge, Finland, Grønland, Grækenland, Island, Polen, England, Slovakiet og Tyskland. Også fossilfundstederne i Danmark er blevet flittigt besøgt.
Inger Bohn afløste Doris i 1985. I 1990 overlod hun formandsskabet til Christian Bauditz, en geologisk meget vidende og på andre områder en yderst kompetent person. Desværre var der fra nogle få medlemmers side stærk modstand mod dette valg og der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Selv om de ikke trængte igennem med deres synspunkter, tabte Christian lysten og trak sig. Hans Hansen blev konstitueret formand og ved næste generalforsamling valgt til formand.
1992 havde vi 20 års fødselsdag. Den blev fejret på færgen mellem Helsingør og Helsingborg. Her optrådte Nelly Jensen og jeg med nummeret ”Den Svævende Dame”. Der var kun det problem, at det var lidt svært efter adskillige ture og snapse at finde ud af at komme af på den rigtige side.
På Duntzfelts Alle havde vi imidlertid fået det problem, at vi var blevet jaget ud af vores lokaler og henvist til et lokale på 5. sal. Da der ingen elevator var, ville det blive umuligt for vores ældre medlemmer at komme til møderne. Så Hans Hansen måtte på Gentofte Rådhus og vi fik allernådigst bevilget et lokale på 1. sal.
Hans Hansen havde været i bestyrelsen siden 1976 og ønskede at trække sig, så i 1993 tog jeg over. Lokaleproblemet var en tikkende bombe. Robert og jeg måtte flere gange stille op til spanking på rådhuset for at kæmpe for lokalet: Så skulle vi have en lokal repræsentant i bestyrelsen, så ville de have brugerbetaling for den uhumske slibekælder, som vi selv havde sat i stand osv. osv. Vi var efterhånden godt klar over, hvor det bar hen og var begyndt at kigge efter andre lokaler.
Bestyrelsen havde gennem længere tid diskuteret udbyttet af at være medlem af DAGU, som vi betalte ganske mange penge til som den største klub i landet. Punktet blev derfor sat på til vores generalforsamling i 1997 og skabte, kan man roligt sige, en heftig debat. Enden på historien blev, at vi blev meldt ud af DAGU (dansk amatørgeologisk union.)
Tilbage var nu lokalproblemerne. Vi havde været rundt og lede, på et tidspunkt besøgte vi endog telegrafisternes hus, men vi kunne jo ikke finde noget, der kunne huse vores bibliotek, mineralsamlinger, diverse av-udstyr, slibemaskiner og mellem 40-50- mennesker til fredagsmøderne.
Vi lå søvnløse om natten, hvor skulle vi dog flytte hen?
Den frelsende engel viste sig at hedde Poul Nørgaard, som i parentes bemærket også havde været primus motor i renoveringen af slibelokalerne på Duntzfelts Alle. Via ham fik vi lov at flytte ind på ungdomsskolen i Gladsaxe. Så var Robert og jeg en tur på Gladsaxe Rådhus, hvor de til vores store forundring og glæde var meget imødekommende overfor os. Ungdomsskolens leder var yderst behjælpelig og forholdene, både hvad angik vores mødelokaler og slibeværksted var væsentlig bedre. Det var utroligt dejligt og en stor lettelse.
Samme år, hvor der skete noget, må man sige, fejrede vi Stenvennernes 25 års jubilæum i medborgerhuset i Valby under stor festivitas med middag, 5 mands orkester, square dance, og Robert optrådte, så der var ikke et øje tørt.
Siden da har det kørt stille og roligt. Vi har gennem årene været velsignet med gode foredragsholdere fra Geologisk Museum. Lapidomanen udviklede sig fra nogle informationssider til et rigtigt blad, som i starten blev trykt hos Doris´ datter og bror. Da det var en bibeskæftigelse for dem, vidste vi aldrig, hvornår det blev trykt. Så det var en stor lettelse, da det blev trykt på et rigtigt trykkeri. De første farvebilleder dukkede op i 1989. Og nu bliver bladet trykt i Hanses eget lille trykkeri. Dorthe Freitag og Nelly Jensen har gennem årene trukket en stor del af læsset med det store arbejde med Lapidomanen. Og de er mere kvalificeret til at berette den del af historien end mig.
I efteråret 1999 kom vi på nettet med vores egen hjemmeside, som I jo kender. Det var Mads Trans, Nelly Jensen og jeg, der ved fælles anstrengelser fik den søsat, for øvrigt før Norge og Tyskland, hvad vi var lidt stolte af.
Mange mennesker har lagt masser af arbejdstimer i denne klub gennem årene, ikke at forglemme Flemming Rasmussen´s One-Man Show ved auktionerne.
I 2001 tog Jette Wagner over. Så hermed giver jeg pennen videre til hende.
Karen Østergaard
Stenvennernes formænd gennem tiderne – se her
Fotos fra Stenvennernes jubilæer (20, 25 og 40 år) – se her
Stenvennernes deltagelse i Stenmessen i København – se her
Samarbejde med Helsingborgklubben – se her
Se endvidere Lapidomanens jubilæumsnummer 1972, Lapidomanen 1997:3 (side 3 – dette nummer falder sammen med Stenvennernes flytning til Ungdomsskolen i Gladsaxe, så midtersiderne er en invitation til reception i de dengang nye lokaler. Siden er Stenvennerne flyttet til Mørkhøj Bibliotek) og Lapidomanen 2012:3 (side 3).
Det hører med til starten, at Alice og Gunnar Hønborg fik kendskab til en stenforening i Canada og ved hjemkomsten til Odense fik startet den første forening i Danmark: Den Fynske Stenklub. Vedtægterne herfra blev kopieret af Stenvennerne.